Bertelsen Blomster
EEF3F6

Bertelsen Blomster

  • Julefrokost Jørgensens hotel
  • Jørgensens Hotel
  • Jørgensens Hotel
  • Blomsterbil
  • Holtelophold Horsen
  • Jørgensens Hotel

”Man føler sig næsten som en del af teamet på hotellet”


Har du lagt mærke til de smukke blomster, der altid pryder receptionen på Jørgensens Hotel? Hver uge leveres en ny, sæsoninspireret buket af Bertelsen Blomster, der i supplement til andre leverandører er med til at holde hotellet smukt og indbydende. Det har udviklet sig til et nærmest symbiotisk samarbejde, der kommer både vores gæster og personale til gode.

Bertelsen Blomster er den nyeste blomsterbutik i Horsens og drives af Lars Bertelsen og Per Ulmer. Selvom butikken ”kun” har været med siden hotellet genåbnede i foråret 2020, går de to floristers forhold til Jørgensens Hotel dog længere tilbage.

De har nemlig begge arbejdet på hotellet, da det blev drevet af Fru Jørgensen, og begræd den fine bygnings langsomme forfald, der resulterede i nedlukningen i 2017. Derfor var det med stor glæde, at de erfarede, at der var taget initiativ til restaureringen af det, de selv kalder ”gågadens stolthed”.

Allerede inden genåbningen meldte de sig klar til at levere blomster og dekorationer til hotellet, hvilket de har gjort lige siden – til vores store glæde.

Ligesom os går Bertelsen Blomster ikke på kompromis med kvaliteten eller de friske råvarer. De har en god sans for æstetikken i vores flotte hus, så blomsterdekorationerne altid harmonerer godt, uanset hvilke lokaler eller anledninger de er lavet til.


”Husets historiske kvalitet og flotte indretning fortjener dekorationer, der matcher”


Hotellet samarbejder med flere blomsterleverandører, men arbejdet med Bertelsen Blomster består af levering af buketter og dekorationer, og så er det desuden Bertelsen Blomster, der står for den grønne udsmykning til selskaber som for eksempel bryllupper og konfirmationer.

”Vi leverer blandt andet en ugentlig buket, som står i receptionen, og den har vi 100% kreativ frihed på, men selvfølgelig forsøger vi at ramme sæsonens farver og udtryk. Derudover har vi også et samarbejde med restaurantchefen, der bestiller blomster til selskaberne på hotellet,” lyder det fra Per Ulmer, der forklarer, at de er meget inspirerede af huset på Søndergade 17, når de laver deres dekorationer:

”Vi synes, at husets historiske kvalitet og flotte indretning fortjener dekorationer, der matcher. I Kongesalen med de runde lysekroner og runde borde er vi for eksempel meget inspirerede af de organiske former. Vi laver runde, høje cylinderglas, hvor vi ikke bruger oasis, men i stedet forskelligt grønt, som bliver sat ned i glassene og så bliver brugt som stativ til at arrangere blomsterne med. De runde glas og dekorationerne spiller godt sammen med indretningen og er samtidig en ny måde at tænke blomsterdekorationer på.”

Det er svært at forestille sig Jørgensens Hotel uden de mange smukke blomsterdekorationer, der er med til at give bygningen liv og sjæl. Hos Bertelsen Blomster er Lars og Per da også enige om, at de nærmest føler sig som en del af hotel-familien i deres butik kun 200 meter væk.

”Man føler sig næsten som en del af teamet på hotellet. Vi kender huset, taler med personalet og elsker at bidrage til dekorationen i det fine, gamle hus. Det er nærmest et symbiotisk forhold, der er opstået. Vi føler alle, at vi bidrager til det samme projekt, hvor interessen for vores blomster leder til interesse for hotellet og omvendt, og det synes vi selvfølgelig bare er skønt!” fortæller Per Ulmer.


Læs mere om Bertelsen Blomster og deres arbejde for hotellet her

Vi vil gerne vise vores gæster, at vi træffer bevidste, ansvarlige valg omkring, hvordan vi driver vores forretning til gavn for naturen og for vores gæsters sundhed
- Jørgensens Hotel