OM OS


Jørgensens Hotel er et navn fyldt med gode minder og en historie på ikke mindre end 177 år.


Med sin centrale placering er hotellet hele byens hotel og et naturligt samlingssted for byens borgere og tilrejsende gæster fra ind- og udland.


Jørgensens Hotel genåbnede den 18. maj 2020 efter en renovering fra kælder til kvist og er igen at finde blandt Jyllands bedste og mest personlige hoteller.


Hotellet og restauranten er beliggende på hovedgaden i Horsens i det smukke Lichtenbergs Palæ fra 1744.


Bygningens historie, sjæl og charme er bevaret i det moderne hotel med vinbar, vinbutik og restaurant.


 

NOMINERET TIL RENOVERPRISEN 2021


28 renoveringsprojekter fra hele Danmark var i år indstillet til Renoverprisen. Herefter blev feltet skåret ind til 18 favoritter, og 22. juni var nomineringsudvalget klar til at løfte sløret for de seks bedste projekter.


Begrundelse for nominering af Jørgensens Hotel


”Man kunne godt forestille sig, at arkitekterne havde haft et motto, der hed ’at føre tilbage og tilføre nyt’ i renoveringen af Jørgensens Hotel. Bygningen har været igennem en del gennem årene – i en sådan grad, at der inden renoveringen var klistret så meget maling på lofterne, at stukken var forsvundet. I renoveringen har de skrællet alt af, indtil de er nået frem til det ærlige og oprindelig udtryk. Og derfra har de med ny stil og enorm sans for detaljen skabt et sammenhængende og meget elegant boutique-hotel.” 


Intet har været overladt til tilfældighederne i renoveringsprocessen af det smukke gamle Jørgensens Hotel. Alle valg er truffet med udgangspunkt i eksperters viden og undersøgelser af, hvordan hotellet så ud, da det blev opført i 1744 – det gælder både ude og inde.